Det dur naturligvis ikke, at der på ens arbejdsplads eller andre steder flyder med kabler og ledninger på gulvene for at kunne tilgodese den teknologiske udvikling. Der må ryddes op og gemmes væk. Og her kan EDB-gulve netop være løsningen, for så slipper man for fritliggende ledninger og kabler. Det giver et rent og ryddeligt helhedsindtryk og mindsker udgiften til rengøring af gulvarealet.
Hos Carrier (det tidligere Birton), der er importør af systemgulve fra Uniflair, er det ikke kun et spørgsmål om at fjerne kabler og ledninger. Gulve er også egnet til fleksibel styring af indeklimaet. Virksomheden har bl.a. leveret gulve til Rigsarkivet og ferskvandscentret Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.
Ministillads af søjler
Gulvet leveres i 60 × 60 cm fliser, der lægges oven på et ministillads af søjler på gulvet. På den måde bliver der skabt et område under fliserne, hvor frisk luft i den rette temperatur kan cirkulere.
- Ved placering af klimakontrollen under gulvet slipper du for omkostningstung installation og vedligehold over loftet. Du får samtidig mulighed for at trække øvrige installationer og telefonledninger under gulvet. Derudover kan hver enkelt flise tages op, hvis der skal omrokeres på møbler og computere i kontormiljøer, forklarer Leif Eskildsen, projektleder hos Birton A/S.
Hos AB Consult ApS leverer man også gulve i 60 × 60 cm fliser fra tyske Lindner - det er højkomprimerede spånplader med linoleumsbelægning, der monteres på stålsøjler. Det er hovedsageligt serverrum, som virksomheden leverer til, hvor der er hårdt brug for, at der kan komme køling op til teknikken via ventilation under gulvet. Her er der riste i EDB-gulvet. Men også hos Sparekassen Himmerland i Års (se foto), har man leveret de tyske gulve til 2.200 kvm kontormiljøer. Derefter har gulvet fået en belægning med flisemåtter.
Frit valg på toppen
Udover fleksibiliteten med at enkelte fliser kan tages op, så man kan flytte teknikken rundt i kontormiljøer, er der netop også mulighed for at vælge forskellige belægninger på toppen, for at 'skjule' gulvet. Blandet andet med tæppefliser eller træ, så man kan få den type gulv, man helst vil have - ikke kun funktionsmæssigt, men også designmæssigt.